Pludselig trækker en kunde to slagterknive, to spidse filetknive, frem og holder dem op. Hun går ind bag skranken, siger:

– Bare giv mig hvad jeg vil have, så sker der jer ikke noget.

 

Hun retter ikke knivene mod farmakonom Inga Brønd, men holder dem op i luften, mens hun går videre ind i recepturen – med Inga Brønd forrest.

– OxyContin. Jeg vil have det hele, siger hun.

 

Inga finder to 28-styks æsker frem og skal til at række dem over mod kvinden med knivene, da hendes kollega Ellen Hansen siger:

– Du skal ikke give hende dem, smid dem.

– Det gjorde jeg, jeg smed dem for hendes fødder, husker Inga, der mens det stod på ikke var bange.

– Jeg tænkte kun, at det her er kugleskørt. Hun pegede ikke på mig, men flagrede med knivene.

 

For Ellen, der også er farmakonom, er der stor forskel på de to røverier, hvilket nok skyldes hendes placering i forhold til røveren:

– Første gang tænkte jeg konstruktivt, lagde mærke til, hvordan hun så ud og holdt helt automatisk en flamingokasse op foran mig som skjold. Jeg kan ikke huske, at jeg sagde »smid dem«, men jeg kan huske, at Inga smed dem på gulvet.

 

Snakket igennem

Der blev trykket på alarmknappen, og politiet kom efter 15-20 minutter. Inga blev spurgt, om hun ville hjem, men foretrak at blive og var hurtig i gang med at ekspedere næste kunde.

– Jeg aner ikke, hvem den første kunde var – om det var en mand eller kvinde, eller hvad vedkommende skulle have. Kan intet huske, siger Inga, som ligesom kollegerne, der var til stede, blev tilbudt krisehjælp, men ikke syntes hun havde brug for det. En beslutning hun også i dag finder rigtig.

 

– Jeg har snakket det godt igennem med min mand og min datter og alle, der har gidet høre på mig, siger Inga og tilføjer:

– Efter det første røveri sagde jeg til mig selv, at hun ikke skulle styre mit liv. Jeg ville ikke være bange, for hvis jeg er det, kan jeg ikke arbejde. Jeg har heller ikke haft søvnløse nætter over det.

 

Alligevel var hun glad for ikke at være alene i apoteksudsalget i Korup næste dag, hvilket hun ellers ofte er.

– Heldigvis var det tilfældigt planen, at jeg den dag skulle have en elev, så jeg var ikke alene, siger Inga, der et par enkelte gange har oplevet et sug af angst ved synet af en kunde:

– Der kom en dag en kunde ind med en stor motorcykelhjelm på, der skulle jeg lige have luft, siger hun, men tilføjer, at den fornemmelse havde hun også før røveriet.

 

Når Helga Jessen, der er farmaceut og sikkerhedsrepræsentant, kigger tilbage, kan hun se, at dele af apotekets beredskab fungerede i februar. For eksempel var der en, der hurtigt trykkede på overfaldsalarmen, apoteker Lars Clemmensen blev tilkaldt etc. Det blev også overvejet at hidkalde psykologisk krisehjælp fra Falck Healthcare, men de blev enige om ikke at gøre det mere dramatisk end højst nødvendigt. De involverede skulle blot vide, at tilbuddet var der.

 

Ringede hjem

Helga Jessen ringede til Inga og Ellen efter røveriet for at høre, hvordan de havde det.

– Men det var da kun, fordi jeg vidste fra materialet i Arbejdsmiljømappen og Beredskab Falck Healthcare, at man skulle gøre det, siger Helga og fortæller, at det ikke stod direkte i apotekets sikkerhedsinstruks.

 

Om aftenen ringede apoteker Lars Clemmensen til Inga.

Det stod hurtigt klart for Helga, at det var en fejl, at de ikke havde lukket apoteket.

– Der er brug for ro, så man kan snakke, men der kom kunder. Alligevel synes jeg, at vi magtede at få snakket ind imellem, siger hun, der selv var i Tarup Apotek under det første røveri, her blev hun og holdt kontakt over telefonen, mens Lars tog ind til apoteket i Bolbro.

 

Behov for beredskabsplan 

Straks efter røveret blev sikkerhedsinstruksen gået igennem.

Den var ret enkel. Der stod: Vi følger Beredskabsplan – Psykologisk Krisehjælp, Falck Healthcare. For at se den skulle man slå op i en ny mappe – og her fra var der henvisninger til andre steder, men de fleste kendte dog hovedtrækkene: Spil ikke helt og giv gerningsmanden, hvad vedkommende vil have.

 

Den havde vist sig ikke at være fyldestgørende nok, og inden der var gået en uge, havde Helga Jessen lavet et udkast til en Vejledning vedr. Røveri, Overfald, Trusler. Som udgangspunkt havde hun brugt de retningslinjer CRECEA anbefaler.

Hvad hun ikke kunne vide var, at der snart blev brug for den.

 

Den nye vejledning fylder mindre end en A4-side. Forrest i mappen ligger et Lukket-skilt, ligesom der ligger et Signalementsskema, som personalet skal udfylde straks efter røveri, overfald eller andet. Tre uger efter blev planen godkendt på et personalemøde.

Alle kender den, er »blevet hørt« i den, ved hvor mappen står og ved, at sker der noget, skal apoteket lukkes som det allerførste.

Ligesom ved et bankrøveri.

– Vi har gjort meget ud af beredskabsplanen på vores morgensamlinger. Vi bliver på skift bedt om at vise, hvor alarmknappen sidder. Hvis der går for lang tid imellem, risikerer man bare at glemme det i en krisesituation, siger Helga.

 

Skiltet blev hængt op

Den 20. maj blev der brug for beredskabsplanen.

Ellen Hansen var i recepturen, men ved stregkodekontrollen, som er placeret tæt ved åbningen ud mod skranken.

– Jeg kiggede op og så direkte ind i to knive, siger Ellen Hansen, som derefter hører kvinden sige:

»Jeg er nødt til det« (hun har efter begge røverier skrevet til apoteket og sagt undskyld, har fortalt om sin baggrund, og at hun har gjort det for at få en behandlingsdom, red.).

 

– Første gang var jeg ikke så tæt på, så der kunne jeg bevare klarheden, det kunne jeg ikke anden gang, siger Ellen. Hvor hun første gang havde sagt til Inga, at hun ikke skulle give hende medicinen i hånden, men smide den på gulvet, gav hun nu selv røveren medicinen, som tog imod den, lagde knivene og gik ud gennem døren til en ventende taxa.

– Jeg var dog mere rolig anden gang, blandt andet fordi vi havde talt det igennem og jeg vidste, hvor overfaldsalarmen sidder. Nu har alle også fået repeteret, at vi ikke kan høre overfaldsalarmen, selv om den er aktiveret, siger Ellen.

 

Inga Brønd får taget nummeret på taxaen og siger til Ellen: Skriv ned!

Ellen finder det rigtigt, at hun sagde nejtak til psykolog.

– Vi snakkede meget og fik det vendt og drejet, siger hun, der ligesom Inga også har talt det igennem med venner og familie.

– Vi havde ellers besluttet, at vi skulle tilkalde en psykolog, hvis det skete igen, uanset om den, det gik ud over, ville eller ej. Men fordi det var den samme røver som første gang, så synes vi ikke, at det var nødvendigt. Havde det været en anden, havde det været noget andet, siger Inga Brønd, der også denne gang skulle arbejde i Korup næste dag. Denne gang alene.

– Det gjorde mig ikke noget, siger hun.

 

Beredskabsplanen fungerede

– Det kørte efter planen, siger Helga om det andet røveri og fortæller, at døren omgående blev lukket og skiltet kom op. Begge overfaldsalarmer var aktiverede. Der var to kunder, og de blev spurgt, om de havde tid til at vente til politiet kom, så de kunne afgive vidneforklaring. Og endelig var der ro til at snakke. Efter knap en time var der enighed om, at de var klar til at åbne. Lukket-skiltet taget ned, og kunderne kunne komme ind.

 

– På det første personalemøde efter røveriet blev alle involverede bedt om at fortælle om det, og det gentog vi igen i dagligdagen, ligesom de berørte blev bedt om at skrive deres oplevelser ned. Det gjorde vi, fordi vi fra CRECEA og Arbejdstilsynet havde fået at vide, at det var vigtigt at få det genoplevet igen og igen.

 

Helga taler om en balancegang mellem at spørge til de involverede, men også til ikke at dramatisere unødigt.

– Det handler mere om at følge op, siger hun.

Begge røverier er anmeldt via EASY (Elektronisk AnmelderSYstem), hvilket blandt andet betyder, at der er mulighed for at få psykologhjælp senere, hvis der opstår et behov for det.

 

Da alle var klar til at åbne efter andet røveri, løb Helga lige vejledningen igennem for at tjekke, at de havde husket det hele. Det havde de, bortset fra at afmelde alarmen.

 

Apoteker Lars Clemmensen var ikke selv til stede ved nogen af røverierne. I første tilfælde kom han efter 30 minutter, i andet tilfælde var han blot i kælderen og kom efter fem minutter.

– Det er jo heldigvis ikke en, der er ude på at skade nogen, men en der er psykisk syg, siger Lars Clemmensen om røveren i Bolbro.

Han fortæller, at apotekets videoovervågning i februar var ude af funktion på grund af ombygning, men fungerede i maj. Mens farmakonomerne er inde på, at der er brug for en overfaldsalarm mere, stiller Lars Clemmensen spørgsmål ved, om de vil give øget sikkerhed.

– I vores afdeling i Korup har vi tre alarmer samt en bærbar, der ikke anvendes optimalt. Hvor mange skal man have? Jeg mener, at de skal sidde, hvor de er mest hensigtsmæssige – og det er vigtigere end at øge antallet.

 

Adgangsforbud

Farmakonomerne og apotekeren diskuterer også, hvorvidt knivrøveren skal have forbud mod at vise sig på apoteket.

– Det er at stikke sig selv blår i øjnene at sige, at hun ikke må komme. Det kan vi ikke styre, hun kan jo komme alligevel, siger han.

Men personalet er mest trygge ved, at hun ikke må komme.

– Første gang besluttede vi, at hun skulle have lov til at komme, hun skulle bare ringe først, siger Inga Brønd – men den 20. maj kom hun med sine knive uden at have ringet først.

– Nu vil vi ikke have, at hun kommer. Det har vi ikke lyst til, siger Inga.